Theta healing er en anderledes form for healing, der prøver at installere nye og bedre overbevisninger i dig. Dermed slipper du af med de overbevisninger, der tidligere holdt dig tilbage fra at leve det liv, som du gerne vil.
Theta healing er en form for healing, der prøver at gå ind og ændre på vores underbevidsthed. Vi har så mange overbevisninger om, hvordan vi skal være, og hvordan vi skal tænke, at det kan ende med at holde os tilbage i forhold til det, som vi gerne vil. I mange tilfælde er vi slet ikke klar over, at vi har de overbevisninger. Da vi kun er bevidste om 5-10 % af det, der sker i vores sind.
Med theta healing kan du gå ind og påvirke de overbevisninger. Du arbejder sammen med en healer, der blandt andet kan mærke på dine muskler, hvilke overbevisninger der sidder i dem. Det vil vedkommende starte en session med at gøre. Derefter vil han eller hun arbejde med at nå theta-bølgerne i din bevidsthed og prøve at ændre dem. Til sidst vil vedkommende igen mærke på dine muskler for at se, om der er blevet ændret ved overbevisningerne.
Theta healere sammenligner deres arbejde med at downloade nye programmer til en computer. Efter healingen bliver din underbevidsthed fyldt med nye overbevisninger, der er langt mere gavnlige for dig, end de gamle var.
Læs også guiden til Chakra healing her.
Disse områder kan theta healing hjælpe dig med
Theta healing kan hjælpe dig inden for en lang række forskellige områder. Det kan for eksempel være:
Penge: Mange af os har en meget begrænset ide om, hvad det er muligt at tjene penge på, og hvor meget vi bør tjene. Den overbevisning kan holde dig tilbage fra at skifte til en anden branche eller at starte egen virksomhed.
Familie: Vores forhold til vores forældre og søskende har selvfølgelig præget os dybt som personer. Vi har ofte nogle overbevisninger om, hvem vi selv er i forhold til dem, som det kan være godt for dig at få bearbejdet for at kunne leve det liv, som du gerne vil.
Finde ud af, hvad du vil: Mange mennesker kan have svært ved at mærke, hvad de gerne vil med deres liv. Det kan også skyldes overbevisninger om, hvordan de bør leve deres liv.
Kærlighed: Theta healing kan hjælpe dig til at elske dig selv og dermed også gøre det nemmere for dig at finde kærligheden.
Det skal du vide om theta healing, inden du prøver det
Theta healing blev udviklet i 1995 af amerikaneren Vianna Stibal. Hun mener ikke bare, at healingformen har en masse gode effekter psykisk, men også at den kan påvirke dig fysisk. Det er for eksempel ved, at healingen kan kurere kræft og få amputerede lemmer til at gro ud igen.
Vianna Stibal mener selv, at theta healing har kureret hende for knoglekræft i lårbenet. I en retssag har hendes eksmand dog vidnet imod hende og fortalt, at hun aldrig har lidt af kræft. Der er også mange eksempler på theta healing udøvere, der troede, at de kunne kurere deres fysiske sygdomme, men som efterfølgende er døde af dem.
Der er altså ikke noget, der tyder på, at theta healing kan kurere fysiske sygdomme. Du bør derfor ikke gå ind til healingen med en forhåbning om, at det gør det. Du kan dog godt prøve det af, hvis du håber på at lære noget om dig selv og de overbevisninger, du har.
Læs også Den Kloge Kones guide til reinkarnation her.